Gelsted Seniorklub, afholdte arrangementer
fra generalforsamling 2021 til samme i 2022.
Svelmø
Se billederne her.
Der har den 7. august været afholdt en udflugt til Svelmø. Der var 25 tilmeldte. De kørte i egne biler til Faaborg. Lisbeth fortalte kort om turen, og om hvordan de kom rundt på øen. Ved udsigtspunktet kunne man se mange af øerne i det sydfynske øhav. De fik serveret øko-bøffer på den overdækkede terrasse på Svelmø. Alt dette kostede kun 250 kr.
Forrygende særudstilling på Trapholt i Kolding
En helt fantastisk særudstilling af den danske designer Verner Panton, kan opleves frem til 14. august 2022. Verner Panton skabte sig en imponerende karriere i udlandet, i 60’erne og 70’erne; men det var især i Schweiz og Tyskland.
I dag den 25. maj fik 12 friske personer en dejlig tur til Trapholt.
Vores guide var meget engageret og fortalte mange interessante ting om Verner Panton. Fx elskede Panton jazzmusik, så derfor måtte han selvfølgelig lave en trompetstol. Farver satte VP stor pris på, så vægge, lofter og møbler skulle selvfølgelig være i smukke farver.
Guiden startede med at føre os sikkert gennem de første årtier af Verner Pantons design.
VP eksperimenterede med former, farver og materialer, således tænkte han meget over, om en stol nødvendigvis skal have 4 ben, og om den skal være lavet af træ. Han arbejdede i stål, plastic og glasfiber.
Fra 1952 til 1955 var han ansat på Arne Jacobsens tegnestue. I den periode blev stolen, Myren skabt. Den videreudviklede VP på, og så kom bachelorstolen, som blev forfinet. Derefter kom Panton stolen, som er den mest kendte. Med meget stort besvær fik han fremstillet verdens første helstøbte plasticstol. Den fabrikeres også i dag, hvor den bliver lavet i et materiale, som ikke er så belastende for miljøet.
De 4 stole står ved siden af hinanden i udstillingen.
Verner Pantons succes startede med udsmykning af Spiegels kontorer i Hamborg og de særlige kulørte halvkuglelamper, som mange danskere har. Medarbejderne trivedes godt i de nye, farverige omgivelser.
I udstillingen havde man genskabt et udpluk af kantinen med masser af farver og lys.
Restaurant Varna i Århus blev også totalindrettet af Verner Panton. Her fik han god hjælp af studerende, som omviklede søjlerne med lilla snor. Både vægge, lofter og gulve fik farver, lys og tæpper.
Mørkenborg Kro, som Verner Pantons far ejede, totalindrettede VP med det resultat, at det igen blev et populært sted at komme. Servitricerne var i rødt.
Hans væsentligste indsats lå inden for møbler, belysning og rumdesign, hvor han eksperimenterede med nye former og kraftige farver og udnyttende de seneste nye materialer og produktionsmetoder. Stål, plastik, og glasfiber var nogle af hans yndlingsmaterialer.
Lyset og farven
I installationen Lyset og Farven, som Verner Panton skabte til en udstilling på Trapholt i 1998, føres man gennem otte rum, der med hver deres farvetema tilbyder en nærværende og sanserig oplevelse, der gør, at man mærker kropsligt, hvordan hver enkelt farve fysisk påvirker ens velvære.
Farver lys og lyd
I den sidste del af udstillingen fik man en totaloplevelse, for alt måtte berøres, og man måtte sætte sig, lægge sig og røre ved det hele. Der var flere forskellige rum med hver sit særkende. VP arbej-dede meget med, hvordan forskellige farver påvirker os.
Verner Pantons farvebegreb: For nogle år siden skulle indretningsgenstandene have en kort levetid – i dag skal de atter holde i årevis – kunne man evt. gøre det således, at tingene ganske vist holder længe – men hele tiden kan klædes anderledes på – ligesom damer?
Verner Panton
I det første af rummene er forskellige gardiner, som hænger over hinanden. Her kan man vælge flere forskellige til baggrund, og mærke på egen krop, hvordan farverne påvirker en. Her står 4 hvide Pantonstole.
I andet rum står der en cirkelbænk udført i stål, på væggen hænger et smukt vægtæppe udført i brune nuancer formet som bølger. Tæppet og gardinerne passer fuldstændig til. Lydene i dette rum kommer fra hønsegården – spændende.
Hvorfor er de lyde, man gengiver i en lejlighed altid musik?
er lydene fra en hønsegård – bølgelyde – vinden og mange andre ting ikke lige så smukke? Verner Panton
I det tredje rum kommer vi ind i et rum med blå farver. Lydene er havets brusen, og man kan lægge sig på en slags hængekøjestol og blive gynget roligt – dejligt afslappende.
Fantasy Landscape
I 1970 lavede han en udstilling, som hed Visiona, og en del af dette var et spøjst landskab, man kunne kravle rundt indeni. Fantasy Landscape blev det kaldt, og her var alle normale normer ophævet, og alt andet kunne lade sig gøre. Som at kravle rundt inde i en hule lavet af polstrede stofvægge.
På Trapholt har man genskabt Fantasy Landscape. Det er en totaloplevelse. Ingen sko, så man kan mærke underlaget tydeligt. Masser af stof, så lyden er helt lukket og tæt. Man kan slet ikke lade være med at forsøge at placere sig i de mange vinkler og finde et sted, hvor kroppen kan slappe af. En total sanseoplevelse.
I madpakkehuset nød vi madpakkerne og kaffen, så kunne vi slutte et spændende besøg af med en tur i designbutikken på Trapholt. Denne udstilling kan varmt anbefales.
Grillfesten den 15. juni 2022:
Når igen det er slut på en dejlig dag,
hvor så mange glæder vi fandt,
medens klokken slår sine muntre slag,
som tak for den dag, der svandt.
Mon så helt vi forstår ”hvad en dejlig dag”
er værd for det trætte sind?
Vi har glemt de sorger, der ligger bag,
skjult af solens sidste skin.
Her var livlig aktivitet lige fra morgenstunden.
I det lille køkken knoklede Nete med de dejligste rabarberkager, i mødelokalet blev der pyntet med duge, blomster og smukt foldede servietter. Birthe stod for foldning af servietter, Lillian, Ingelise og Inge sørgede for, at duge, blomster og servietter matchede. Det var så smukt.
I køkkenet nedenunder snittedes der salat til den helt store guldmedalje.
I gården grillede Jørn Erik kalv og gris i timevis; men det fik lige tilpas. Alt var så lækkert. Imponerende, hvad Jørn Erik kan have i den hestetrailer.
Klokken nærmer sig 11.30, så kommer de første feststemte gæster. Dejligt med højt humør lige fra starten. Man finder på plads og slår hurtigt et slag op i baren, hvor Peter er klar med kølige drikkevarer. Især den kolde rosévin blev langet over disken.
Formanden bød velkommen, og styrede med sikker hånd slagets gang, for alle var jo dødsultne, så man måtte skynde sig op til buffetbordet.
Menuen var rigtig lækker grillmad, som Jørn Erik havde lavet. Hertil en frisk grøn salat lavet af alle de flittige og Netes rabarberkage til dessert. Til kaffen var der et glas baileys skænket af John og Britta, som lige har haft guldbryllup.
”Ribbenstegen er bare det bedste”.
”Kamstegen er så saftig og mør”.
”Gode kartofler, hvor kommer de fra?”
”Dejlig dessert – lige tilpas, ikke for sød og ikke for sur. – Nete ka’ bare det der”.
Sådan kom alle de positive meldinger i en lind strøm – megadejligt at arbejdet påskønnes.
Jørn Erik stod alene for underholdningen i år; men med den fantastiske stemme er det heller ingen sag.
Jørn Erik sang 3 numre sammen med os fra vores sanghæfter – der var en rigtig god stemning lige fra begyndelsen af. Folk havde virkelig trængt til at komme ud og være sammen med hinanden – til at grine, snakke og synge.
Ronald sørgede for lotteri, og de mange fine gevinster blev fordelt.
Vi fik nogle hyggelige timer, ikke mindst på grund af alle jer, som havde medbragt det gode festhumør – tak for det.
Sidste fælles sang var ”Når igen det er slut på en dejlig dag”. Flot sang, hvor taget næsten lettede. Altid herligt med dygtige forsangere.
En dejlig afslutning på en spændende sæson med herlig musik, tur til Christiansborg og sidst men ikke mindst turen til Trapholt.
God sommer til alle.
Christiansborg fredag den 6. maj 2022
Se billederne her.
Karsten Hønge fortæller spændende og frit fra leveren om livet på Christiansborg
43 forventningsfulde seniorklubmedlemmer fik en spændende dag på Christiansborg fredag den 6. maj med Karsten Hønge som rundviser.
Først skal vi lige gennem sikkerhedstjek. Der er lyde fra et par deltagere; men så peges der på hofte og på knæ. Alle slipper gennem nåleøjet.
Landstingssalen
”Hvor er Svensson?” ”Ja, ikke fordi jeg savner ham”, siger Karsten Hønge.
Karsten er særdeles veloplagt, har så meget han gerne vil vise, og så meget han gerne vil fortælle.
Vi kommer i Landstingssalen med de smukke vægmalerier, hvor Karsten fortæller om mange forskellige ting. Landsting, Folketing, Grundloven, Valgret, fagforeninger, demokrati mm
Arbejdsklima i folketinget. Det er vigtigt for Karsten Hønge at understrege, at man har det godt sammen på tværs af partierne, selv om det ikke lyder sådan i TV. Vi hjælper hinanden, smådriller hinanden, hygger os sammen.
– Ja, I så mig lige hilse på Bertel Hårder, Alex Vanopslagh og Sofie Løhde.
Folketingssalen
Vi går i tilhørerlogen for at overvære en debat i Folketingssalen. På talerstolen er Pernille Vermund fra Nye Borgerlige. Emnet i dag er om anbringelse af kriminelle flygtninge i Rwanda, så den nyudnævnte justitsminister, Mattias Tesfaye kommer på talerstolen.
Karsten Hønge siger: ”Det er en dygtig knægt, han har bare talent. Tænk sig at gå fra at være murer til at blive landets justitsminister. Det er da fantastisk.”
Kunst på Christiansborg
Foran Landstingssalen, I Vandrehallen på Christiansborg hænger portrætter af nogle af de statsministre, Danmark har haft gennem tiden og portrætter af tidligere formænd for Folketinget. Desuden er der skønne karikaturtegninger udført af Roald Als for Politiken og enkelte tegnet af Julius for Horsens Folkeblad.
Samtaleværelset
I Samtaleværelset (et af de fineste rum på Christiansborg) ser vi på grundlovsmaleriet, som skildrer dagen, hvor kvinderne i Danmark fik stemmeret. Grundlovsmaleriet er malet af Herman Vedel.
Nyt maleri på Christiansborg skal hædre 30 betydningsfulde kvinder, og det kommer til at hænge på den modstående væg (i forhold til grundlovsmaleriet).
Karsten Hønge viste os Grundloven, som ligger i en montre med glas.
Snapstinget
Efter den interessante rundvisning blev det tid til at indtage Snapstinget. Her blev der stillet spørgsmål til Karsten Hønge, der blev taget billeder, blandt andet et med Karsten Hønge og Jørgen Henriksen. Jørgen fortalte, at han gerne ville have dette billede til Rasmus.
Karsten Hønge: ”Er Rasmus din bror?”
Fra Gelsted Seniorklub sagde vi tak til Karsten Hønge for en fantastisk rundvisning med mange sjove anekdoter.
Så blev det tid til maden, som var en menu bestående af 3 retter, nemlig:
1 torskerogn, medisterpølse + diverse salater + hjemmebagt brød
2. flanksteak med nye kartofler, rodfrugter og salat
3. diverse oste, syltede nødder + masser af dejlige vindruer.
Vi hyggede os så meget i Snapstinget, at tiden blev overskredet med en halv time.
Hjemturen
Bussen holdt klar, så det var bare med at komme ind i den rette bus. Hjemad gik det stille og glidende, selvom der var meget trafik og en del køkørsel; men det er jo sådan, det er fredag eftermiddag. Tobias serverede kolde drikkevarer på hjemturen og lidt kaffe til de hurtige.
Holmegården nåede vi retur til kl. 18. Tak til alle for en dejlig dag på Christiansborg.
Se billederne her.
PÅSKEFEST 2022.
Elvis og Co indtager Gelsted Seniorklub.
Påskefest den 20. april blev noget anderledes, for vi havde inviteret Elvis og Co til at stå for underholdningen. Der blev sunget med, ja, der blev også danset. På et tidspunkt var der således 3 smede med partner på gulvet – en enkelt tømrer med partner blev der også plads til.
Gruppen spillede i 2 halvlege, og i pausen var der traditionen tro: ”Ronalds lotteri”.
Da gruppen annoncerede, at de spillede sidste nummer, klappede vi alle meget højt. Ja, de fleste var endda oppe at stå.
Det kunne gruppen selvfølgelig ikke stå for, så vi fik et ekstranummer, nemlig: ”Hound dog”.
Der var 77 tilmeldte, men der kom 3 afbud grundet sygdom.
Lokalet var flot pyntet med de helt rigtige grønne forårsduge, Birthes kunstfærdigt foldede gule servietter, og prikken over i’et, Leifs smukke påskeliljer.
Maden stod Hviid’s Gourmet for, og det var en yderst velsmagende og flot anrettet frokost. Først sild og laks, efterfulgt af tarteletter med høns i asparges, det hele blev afrundet med ostelagkager.
I køkkenet herskede Dorthe og Anders, så det fungerede rigtig godt.
”Mine ben kan slet ikke stå stille”
”Man får lyst til at danse”
”De spiller godt”
”Sikke en stemme, han har”
”Hvorfor synger du ikke solo i dag?” Du gjorde det så godt i Ejby.
Tak til alle for hjælp med diverse ting, og til alle for at have taget påskehumøret med.
Foredrag med Lene Glesner den 13. april
Lokalet blev pyntet med smukke påskeliljer og bordene sat op i grupper.
Lene Glesner var klar med USB-stikket; men desværre havde vi startvanskeligheder med det tekniske.
Anne: ”Jeg ringer til en ven.”
Lene: ”Har du sådan én endnu.”
Heldigvis kom både Peter og Aage og hjalp os i gang.
Lene holdt et meget spændende foredrag om Jürgen
Lene Glesner fortæller om et tilfældigt møde med en tysker på en af hendes og hendes mands mange sejlture til Hjortø. Lene kom i snak med en tysker, der fortalte, hvordan han sammen med sin mor og tre brødre flygtede fra Østpreussen og havde været på flugt af flere omgange.
Lene fortalte om det at føle sig som et offer – at være flygtning og ikke mindst at være en brik i kampen om at føle sig tysk eller dansk.
Lene Glesner om en østtysk dreng, der overlevede flugten fra det daværende Østpreussen til Tyskland i slutningen af 2. verdenskrig. Det er beskrevet i bogen: Den store flugt.
Hundredtusinder af mennesker flygtede hovedkulds, især kvinder, børn og gamle til fods eller på hestevogne med de mest nødvendige ejendele. Mere end tolv millioner mennesker blev forsvarsløst og i bidende kulde udleveret til sovjetiske angreb og massakrer. Over to millioner overlevede ikke.
Lene Glesner er en meget engageret fortæller, så den grufulde og spændende beretning om, hvad mennesker skal udholde og begå sig i, når verden er i krig, stod meget klar for os alle
Marie: ”det var et meget spændende foredrag – det fik jeg meget ud af.”
Vinterfest i Gelsted Seniorklub
Vinterfesten blev afholdt den 23. februar. Festen startede, som sædvanligt kl. 12.00. Der var mødt 68 op til fest.
Menuen, stod Anja fra Fjelsted Forsamlingshus for. Det var en god menu. Vi startede med klar suppe og boller, herefter oksekød, kartofler og peberrodssovs og sidst, men ikke mindst kaffe med citronfromage og småkager. Det var rigtig god mad.
To friske hjælpere sørgede for at anrette maden, og det gjorde de rigtig godt. Det bevirkede, at serveringen fungerede fint til glæde for alle.
Underholdningen klarede Oldmixers fra Tvillingegården. Det blev en stor succes. Folk sang med og klappede rigtig meget. Der var blevet opsparet rigtig meget festenergi. Alle trængte virkelig til fest og farver, og med Oldmixers’s meget fine repertoire kunne det sagtens indfries.
– Dejlig musik, man får helt lyst til at danse.
– Det er musik fra dengang, vi var unge.
– Nej, hvor de spiller godt. Her kan alle kun være meget tilfredse.
I pausen var der udtrækning af lotteri med dejlige gevinster.
Anden afdeling af underholdningen fortsatte i samme spor. Nu også med swing og jazz.
Fra vores sanghæfter blev der valgt 5 sange ud, og vi sluttede af med at synge ”En dejlig dag”.
Tak til Oldmixers for en fantastisk god underholdning.
Jubilæumsfest d. 8.10.2021.
Der har været afholdt 25 års jubilæumsfest i Gelsted Seniorklub fredag den 8 10.2021. Den 3. september 2021 er den oprindelige jubilæumsdato, men da det kræver en del planlægning bliver den først afholdt nu.
Vi har været så heldige, at få musiker Svend Erik Larsen til at komme og spille for os. Svend Erik sørgede for, at vi fik sunget nogle fællessange både fra det omdelte sanghæfte, men også af hans egne sange samt sange fra de Gyldne Løver som han har spillet sammen med. Svend Erik kunne også fortælle både blondinevitser og små sjove historier fra hans egen hverdag som musiker. Der var højt humør og gæsterne morede sig. Der blev vugget i takt til flere sange og sunget godt med på de kendte viser.
Der blev serveret en 3retters menu bestående af tunmousse med tilbehør til forret. Hovedretten var kylling i tomat, oksesteg og glaseret skinke med salater og timiankartofler m.m. Til dessert var der Jordbærdrøm med chokolade. Maden var rigtig lækker og der var rigeligt af den.
Inden kaffen blev der afholdt spil. Alle lodder blev solgt. Der var 40 gevinster bestående af Chokolade, kaffe, øl og vin
Derefter var der kaffe med småkager og mere musik og sang med Svend Erik.
Der skal lyde en stor tak til alle de frivillige samt hele bestyrelsen som har hjulpet med at gøre denne fest mulig.
Der er frivillige som har hjulpet med borddækning, servietfoldning, bagning af småkager, opvaskere i køkkenet, indkøb samt rengøring.
Inge Jensen.
Gelsted Seniorklub.
Bågø turen den 6. oktober 2021.
På en solrig onsdag tog 22 medlemmer på en dejlig tur til Bågø.
Vi kørte fra Holmegården kl. 9.00 (samkørsel i egne biler) for at komme med færgen fra Assens kl. 10.00.
En dejlig sejltur, dog lidt køligt ude på vandet.
Kl. 10.30 ankom vi til Bogø hvor Poul stod klar med Grisevognen, som skulle køre os rundt på øen.
Turen var delt i 2 runder, hvor der var ophold i Hestestalden, så vi kunne spise vores medbragte madpakker, og hvor vi fik sunget fødselsdagssang for Bent Nielsen, som havde valgt at fejre sin fødselsdag i vores selskab.
Hestestalden er et meget spændende museum med rigtig mange opslag, som fortæller om øens historie.
Samtidig er det også et museum for gamle landbrugsmaskiner og forskelligt husholdnings værktøj. Et rigtig spændende sted, som helt sikkert er et besøg værd.
På turen, som foregik på meget smalle stier, var vi inde i kirken og den russisk ortodokse kirke. Vi holdt også ved den store grisefarm, som opdrætter økologiske grise. Der var også ophold ved ”udsigten”, hvor der er en fantastisk udsigt til bl.a. Brandsø, Wedellsborg og Lillebæltsbroen. Der blev også tid til at besøge øens gårdbutik.
Efter rundturen fik vi et dejligt kaffebord, som var lavet af Pouls ”medhjælpende hustru”
Vi fik rigtig meget at vide om øen af Poul og når han var optaget af kørslen, tog Lisbeth Tjørnehøj over.
Vi sluttede ved færgen kl. 16.00 og var i Assens kl. 16.30 hvor turen gik tilbage til Gelsted.
En fantastisk spændende tur i dejligt selskab og spændende information.