ARRANGEMENTER, FESTER, TURE, MM. 20-21

Davinde Sten Museum14. september:

Se stemningsbilleder her

Davinde Sten Museum, Udlodgyden 52, Davinde, 5220 Odense SØ.
Ole Allan Jensen guidede os gennem Stenmuseet med de meget fine udstillinger. Vi kunne se forskellige strandsten, som findes ved vores kyster; se store og mindre bjergarter fra grusgravene i Tarup Davinde. Nogle indeholder fossiler/ forstenede dyr.
Derefter så vi en udstilling med smykker lavet af Den Fynske Stenklubs kreative slibehold, så en udstilling af forstenet træ, sandprøver, mineraler mv og endelig en udstilling om grusgravenes historie.
Derudover så vi tavler, der viser istidernes frem og tilbagetrækning i det danske landskab
Ole gav os en virkelig levende og interessant tur gennem de meget fine udstillinger. Her skal blot nævnes nogle få ting:
– Du finder en rombeporfyr i udstillingen, trykker på knappen og straks lyser den lille grønne lampe på kortet, som viser, hvor ledeblokken stammer fra.
– Du kigger under det sorte stof, og inde på den anden side ser du de smukkeste fluorescerende sten. De flotte grønne, blå og lilla farver kan kun ses i uv-lys.
– Vil du fordybe dig i de forskellige istider, trykker du på knapperne, og de forskellige istider vises på kortene med gule og røde lamper.
Der er rigtig meget mere. Stenmuseet skal bare opleves med Ole som guide.

Kongsdal Åben Have 28. juli:

Se stemningsbilleder her

10 deltagere fik en stor oplevelse i Kongsdal Åben Have. Her kunne ses mange forskellige smukke blomster, eksotiske planter og flotte træer. Havens midtpunkt er en stor sø med springvand og vandfald – meget idyllisk. Desuden var der bænke og borde rundt i den smukke og velholdte have, så der var rig mulighed for et lille hvil undervejs, og for at nyde kaffen og Ingelises lækre muffins til lyden af de rislende vandfald.
Ja, selv Kærlighedsstien er der blevet plads til. Haven kan besøges fra maj til september.
Lige meget hvor man vender sig hen, er der hele tiden noget nyt at se på. Træerne er klippet i meget kunstneriske former, blomsterne er sat sammen i grupper, så de fremhæver hinandens skønhed.
Virkelig en stor oplevelse, og helt fantastisk for Vagn Wazar Jørgensen passer den 20.000 m2 store have helt alene.

Grillfesten den 25. juni 2021:

Se stemningsbilleder her

Her var livlig aktivitet lige fra morgenstunden.
I det lille køkken knoklede Nete med de dejligste rabarberkager, i mødelokalet blev der pyntet med duge, blomster og smukt foldede servietter. Alt i spraglede sommer farver – lige til at blive glad i låget af.
I køkkenet nedenunder snittedes der salat til den helt store guldmedalje.
I gården grillede Jørn Erik kalv og gris i timevis; men det fik lige tilpas. Alt var så lækkert. Imponerende, hvad Jørn Erik kan have i den hestetrailer.

Klokken nærmer sig 11.30, så kommer de første feststemte gæster. Dejligt med højt humør lige fra starten. Man finder på plads og slår hurtigt et slag op i baren, hvor Peter er klar med kølige drikkevarer.

Formanden bød velkommen, dernæst sang vi fødselsdagssangen, for Peter Føns har fødselsdag i dag.

Menuen var rigtig lækker grillmad, som Jørn Erik havde lavet. Hertil en frisk grøn salat lavet af alle de flittige og Netes rabarberkage til dessert. Til kaffen havde Merete bagt 2 slags gode småkager.

”Dejligt kød”
”Gode kartofler, hvor kommer de fra?”
”Dejlig dessert”
”Vinen er vel nok god. Må man spørge, hvor meget I har givet for den.”
”Hvordan har du lavet de småkager? Er det bolsjer, du har i?”

Sådan kom alle de positive meldinger i en lind strøm – megadejligt at arbejdet påskønnes.
Jørn Erik stod alene for underholdningen i år; men med den fantastiske stemme er det heller ingen sag.
Jørn Erik sang 3 numre sammen med os fra vores sanghæfter – der var en rigtig god stemning lige fra begyndelsen af. Folk havde virkelig trængt til at komme ud og være sammen med hinanden – til at grine, snakke og synge uden mundbind.

Ronald sørgede for lotteri, og de mange fine gevinster blev fordelt.

Vi fik nogle hyggelige timer, ikke mindst på grund af alle jer, som havde medbragt det gode festhumør – tak for det.

En dejlig afslutning på denne noget anderledes sæson, vi ses igen efter sommerferien.

Jubilæumsfest d. 8.10.2021.

Se billederne her

Der har været afholdt 25 års jubilæumsfest i Gelsted Seniorklub fredag den 8 10.2021. Den 3. september 2021 er den oprindelige jubilæumsdato, men da det kræver en del planlægning bliver den først afholdt nu.

Vi har været så heldige, at få musiker Svend Erik Larsen til at komme og spille for os. Svend Erik sørgede for, at vi fik sunget nogle fællessange både fra det omdelte sanghæfte, men også af hans egne sange samt sange fra de Gyldne Løver som han har spillet sammen med. Svend Erik kunne også fortælle både blondinevitser og små sjove historier fra hans egen hverdag som musiker. Der var højt humør og gæsterne morede sig. Der blev vugget i takt til flere sange og sunget godt med på de kendte viser.

Der blev serveret en 3retters menu bestående af tunmousse med tilbehør til forret. Hovedretten var kylling i tomat, oksesteg og glaseret skinke med salater og timiankartofler m.m. Til dessert var der Jordbærdrøm med chokolade. Maden var rigtig lækker og der var rigeligt af den.

Inden kaffen blev der afholdt spil. Alle lodder blev solgt. Der var 40 gevinster bestående af Chokolade, kaffe, øl og vin

Derefter var der kaffe med småkager og mere musik og sang med Svend Erik.

Der skal lyde en stor tak til alle de frivillige samt hele bestyrelsen som har hjulpet med at gøre denne fest mulig.

Der er frivillige som har hjulpet med borddækning, servietfoldning, bagning af småkager, opvaskere i køkkenet, indkøb samt rengøring.

Inge Jensen.
Gelsted Seniorklub.

Bågø turen den 6. oktober 2021.

Se billederne her

På en solrig onsdag tog 22 medlemmer på en dejlig tur til Bågø.

Vi kørte fra Holmegården kl. 9.00 (samkørsel i egne biler) for at komme med færgen fra Assens kl. 10.00.

En dejlig sejltur, dog lidt køligt ude på vandet.

Kl. 10.30 ankom vi til Bogø hvor Poul stod klar med Grisevognen, som skulle køre os rundt på øen.

Turen var delt i 2 runder, hvor der var ophold i Hestestalden, så vi kunne spise vores medbragte madpakker, og hvor vi fik sunget fødselsdagssang for Bent Nielsen, som havde valgt at fejre sin fødselsdag i vores selskab.

Hestestalden er et meget spændende museum med rigtig mange opslag, som fortæller om øens historie.

Samtidig er det også et museum for gamle landbrugsmaskiner og forskelligt husholdnings værktøj. Et rigtig spændende sted, som helt sikkert er et besøg værd.

På turen, som foregik på meget smalle stier, var vi inde i kirken og den russisk ortodokse kirke. Vi holdt også ved den store grisefarm, som opdrætter økologiske grise. Der var også ophold ved ”udsigten”, hvor der er en fantastisk udsigt til bl.a. Brandsø, Wedellsborg og Lillebæltsbroen. Der blev også tid til at besøge øens gårdbutik.

Efter rundturen fik vi et dejligt kaffebord, som var lavet af Pouls ”medhjælpende hustru”

Vi fik rigtig meget at vide om øen af Poul og når han var optaget af kørslen, tog Lisbeth Tjørnehøj over.

Vi sluttede ved færgen kl. 16.00 og var i Assens kl. 16.30 hvor turen gik tilbage til Gelsted.

En fantastisk spændende tur i dejligt selskab og spændende information.

Billeder fra jubilæumsfesten afholdt den 8. oktober 2021.